Praktiske oplysninger

Hvem kan deltage?

Elever fra og med 7. klassetrin og op til 18 år bosat i Ringkøbing-Skjern kommune kan deltage. Dog er visse fag/hold/rejser forbeholdt elever fra 8. klasse op opefter, men langt de fleste hold også for elever i 7. kl. For nogle aktiviteters vedkommende skal du være fyldt 15 år eller mere for at kunne deltage. Læs mere på hjemmesiden under den enkelte aktivitet.

Du kan deltage i Ungdomsskoleaktiviteter, der udbydes i den afdeling, du tilhører. Men der er også flere aktiviteter og hold, der er fælles for alle afdelinger – disse er markeret med (F).

Ungdomsskolen er…

Korte eller længere undervisningsforløb i din fritid. Det kunne f.eks. være en lørdagsaktivitet, et aftenhold hver tirsdag i 21 uger, knallertundervisning, en studietur til Paris, klubmedlemskab, elevråd.

Almindelige fag varer 21 uger. Korte kurser varer 3-12 aftner eller i afvikles i weekends. Ungdomsskolerejser afvikles i weekends eller i skolernes ferier.

Transport

Du skal selv sørge for at komme frem og tilbage til undervisningsstedet eller din klub, men der er indsat busbefordring i et vist omfang (såkaldt kørsel efter behov) med små eller mellemstore busser. Du kan benytte dit skolebuskort. Har du ikke et sådant skal du rette henvendelse til kommunen (www.rksk.dk) Ungdomsskolens kontor. Er du i tvivl om transportmulighederne, så kontakt din ungdomsskoleafdeling. Køreplaner offentliggøres på www.riskus.dk og ophænges på skoler og uddannelsessteder.

Undervisningssteder

Der er ungdomsskoleundervisning mange forskellige steder i kommunen: på skoler, i værksteder, i idrætshaller osv. Undervisningsstedet er anført ved hvert hold/aktivitet. Som hovedregel foregår undervisningen i vores 3 ungdomsskolecentre:

Syd: Byskolen i Skjern

Vest: Birkmosevej 32 i Rinkøbing

Øst: Ladegårsdvej 6, Opsund gl. Skole,  ved Videbæk.

Tilmelding til ungdomsskolen 5. september

Du kan benytte tilmeldingsblanket eller du kan tilmelde dig på www.riskus.dk (dog ikke til klubberne, hvortil kræves 100 kr. og et frisk digitalfoto). Vær meget omhyggelig med at udfylde alle felter korrekt. Det letter arbejdet med at få dig placeret på det rigtige hold. Vi skal have din tilmelding til en aktivitet førend du kan starte. Sidste frist for rettidig tilmelding til Ungdomsskolehold er mandag den 5. september 2011. Efter den 5. september vil du kunne blive optaget på et hold, hvis der stadig er plads. Visse hold har dog mulighed for senere eller løbende tilmelding. Se mere på hjemmesiden.

Svar på tilmelding

Du vil under alle omstændigheder få svar på din tilmelding. Langt de fleste aktiviteter kommer i gang til tiden og du vil pr. brev få besked om hvor, hvornår og hvordan. Er du tilmeldt et hold, der ikke kommer i gang eller måske har forsinket opstart, vil du også få besked. 

Ungdomsskolesæson

Undervisning på lange kurser foregår i uge 40-50 og uge 1-11 (i alt 20 uger). Der er normalt ikke undervisning i skolernes ferieperioder. De korte kurser og weekendkurser afvikles efter nærmere aftale. Tjek hjemmesiden.

Tilmelding til ungdomsklubberne kan ske hele året

Klubberne har løbende tilmelding (husk 100 kr.) Vi snupper lige et frisk digitalfoto af dig. Du modtager herefter dit personlige klubkort i creditcard-størrelse. Kortet giver adgang til ALLE ungdomsskolens klubber i Ringkøbing, Tarm, Skjern, Hvide Sande og Videbæk (Opsund).

Klubberne er såkaldt ÅBNE klubber. Det betyder, at du ikke behøver, at være tilmeldt et hold i ungdomsskolen for at måtte komme i klubben. Omvendt behøver du heller ikke et klubkort for at deltage på ungdomsskolehold eller på ungdomsskolerejser. Men RIGTIGT mange kan godt se fidusen i at anskaffe klubkortet med det samme og dermed få adgang til klubbens mange aktiviteter, fester, osv. lige fra sæsonstart. Brug klubtilmeldingskortet – det der ikke kan sendes med posten men skal afleveres personligt.

Tilmelding til Ungdomsskolestudieture

Sidste rettidige forhåndstilmelding til en eller flere af Ungdomsskolens studieture skal ske senest den 20. september. På www.riskus.dk kan du downloade programmer for den/de ture du gerne vil vide mere om. Efter den 21. september vil du få besked fra Ungdomsskolen om du er optaget på studieturen. Desuden vil du blive bedt om indbetaling af depositum, som svarer til en 1/3 af turens pris. Er der tilmeldt flere end der er plads til på en af studieturene vil de ældste have første ret til at deltage. Efter den 21. september vil der være mulighed for tilmelding til de ture, hvor der endnu er ledige pladser.

Infoaftner i Ungdomsskolens afdelinger 12. – 15. september 2011

Disse aftner er for dig og dine forældre og I har mulighed for at få detaljeret information om Ungdomsskolens studieture, du kan blive klubmedlem, få svar på Ungdomsskolespørgsmål, se og opleve ungdomsklubben og møde nogle af Ungdomsskolens mange medarbejdere. Se mere om disse aftner andet sted i denne brochure eller på www.riskus.dk

VIGTIGT: dine forældres underskrift

Hvis du afleverer en tilmeldingsseddel, skal du huske at få dine forældre til at skrive under. Hvis du er tilmeldt via web, får du tilsendt en bekræftelse på at du er optaget på et hold, blevet medlem af klubben, tildelt en plads på en studietur, som dine forældre skal underskrive. Sedlen skal du medbringe første gang du deltager på et hold eller til forberedelsesaften til en studietur.

OBS! Uden forældreunderskrift er din tilmelding UGYLDIG og du vil ikke kunne starte på holdet.

Smil -  du er på!

Vi vil gerne i ny og næ tage billeder af dig og alle andre, når I deltager i Ungdomsskolens undervisning og klubbernes aktiviteter. Disse billeder bliver lagt på www.riskus.dk og vil blive brugt i kommende PR materiale for Ungdomsskolen. Vi er meget omhyggelige med kun at bruge billeder, som både du selv og vi kan stå inde for. Ved din tilmelding til ungdomsskolen bekræfter du samtykke til ovenstående med din og dine forældres underskrift.

Forsikring og sikkerhed

Det er dine forældres ansvar, at du er forsikret i forhold til ansvar og ulykke, når du deltager i aktiviteter i Ungdomsskolen. Det er bl.a. derfor, at dine forældre skriver under på din tilmelding til ungdomsskole og –klub.

For visse fag gælder særlige regler i forhold til sikkerhed (f.eks. motoraktiviteter, vandaktiviteter, dykning). Det er vigtigt, at alle gældende regler overholdes for at undgå dårlige oplevelser og i værste fald ulykker.

For visse fag gælder også særlige arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler (f.eks. svejsning, hvor der bl.a. kræves §26 sikkerhedskursus).

Ungdomsskolen tegner dog i forbindelse med vores rejser og studieture en supplerende rejseforsikring, der dækker de forhold, som Det gule Sygesikringskort eller det Blå EU-kort ikke dækker. Nærmere information kan fås vd henvendelse til ungdomsskolens kontor.

Ungdomsskoleprofil

Når du logger på www.riskus.dk kan du vælge at oprette en personlig profil. Her kan du bl.a. oplyse din mailadresse og dit mobilnummer. Herefter vil du modtage nyhedsmail og informations-sms’er fra ungdomsskolen og -klubben. Får du nyt nummer eller ny mailadresse, så husk at give besked til os. Hviss du ikke længere ønsker at modtage mails eller sms fra Ungdomsskolen, kan du når som helst kontakte kontoret og framelde dig denne service, der i øvrigt er gratis.

Hvad koster det?

Undervisningen i Ungdomsskolen er generelt omkostningsfri for eleverne. De ting du eventuelt fremstiller tilhører dig. Der kan dog være fag, hvor materialeprisen er relativ høj og det kan betyde, at du selv skal betale noget af prisen. Dette vil være præciseret under det enkelte fag på hjemmesiden.

For knallert, traktor, speedbådskørekort, dykkercertifikat og andre bevisfag gælder specielle aftaler for deltagerbetaling.

Ungdomsskolens rejser i ind- og udland er fuldt ud deltagerbetalte. Alle indbetalinger til rejser foregår ved overførsel til nærmere oplyste konto-numre (f.eks. via webbank).

Mødepligt og afbud

Deltagelse eller tilmelding til ungdomsskolens aktiviteter er frivillig, MEN såfremt du tilmelder dig og bliver optaget på et hold, har du MØDEPLIGT til undervisningen. Det betyder, at du skal melde afbud til underviseren, såfremt du bliver forhindret en enkelt eftermiddag/aften.

Ganske få men vigtige regler

Alle aktiviteter i Ungdomsskolen er absolut rusmiddelfrie og undervisningsmiljøet er røgfrit.

Derudover gælder det for alle, at der skal vises hensyn og medarbejdernes anvisninger skal følges. I øvrigt forventes det, at du behandler ting/grej/værktøj ordentligt, så alle kan få glæde af det i lang tid. På ungdomsskolens rejser forventer vi desuden, at du vil være en god ambassadør for den danske ungdomsskole!

Ungdomsskole-kontaktlærere

Ungdomsskolen har hovedkontor i Videbæk og afdelingskontorer i Skjern, Ringkøbing og Opsund. Se adresse og telefonnumre på side 2 i denne brochure. Der kan du altid henvende dig og få svar på alle dine Ungdomsskole-spørgsmål.

På de øvrige overbygningsskoler er der ungdomsskole-kontaktlærere, så du også hér kan få hurtigt svar på spørgsmål og aflevere dine tilmeldinger m.m. Hold også øje med ungdomsskolens opslagstavler rundt om på skolerne.

Gode idéer?

Er du i tvivl, har du spørgsmål eller måske gode ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre…?

Du og/eller dine forældre er til enhver tid velkommen til at rette henvendelse til ungdomsskolens kontor. Ligeledes vil vi gerne vide, hvis der er noget du/I er utilfredse med eller måske bare undrer jer over. Hellere spørge en gang for meget. Vi vil nemlig gerne blive bedre og klogere. Kontakt os enten i en af afdelingerne eller send os en mail ungdomsskolen@(if you can see this please update your browser)rksk.dk